Gå til hovedindhold

Frederikke og Jeppe, Engesvang

'Vi har bygget vores drømmehus på den skønneste plet med fantastisk udsigt over søen. Her skal vi ikke gå på kompromis med noget.'

Tilflytterpar foran nysået græsplæne
  • Læs op

Indhold

    Om familien

    Frederikke og Jeppe ledte efter bolig nær Aarhus, da de skulle fra lejligheden til noget større. Ved et held faldt de over en byggegrund i Engesvang.

    Frederikke og Jeppe boede i lejlighed centralt i Silkeborg, før de flyttede til Engesvang. Da lejligheden skulle skiftes ud med hus, var det nærmest en selvfølge at søge mod øst, fordi Jeppe arbejder i Aarhus. De var ude og se flere huse i mindre byer uden for Aarhus, men der var aldrig noget, de blev vilde med.

    En dag tog de på opfordring fra Jeppes far ud for at se en byggegrund i Engesvang, selvom de aldrig havde overvejet at tage mod vest. På gåturen så de en endnu bedre grund, der kun stod annonceret med et skilt i vejkanten.

    Vi forelskede os i grunden og udsigten – og så kan man sige, at alle andre overvejelser er kommet senere. Heldigvis er vi blevet positivt overraskede, fortæller Jeppe.

    Frederikke og Jeppe boede i skurvogn på grunden, mens de byggede huset. Kun da det blev vinter, flyttede de tilbage i lejlighed, selvom det ikke var med deres gode vilje.

    Vi har svært ved at undvære naturen og udsigten. Mit yndlingssted i naturen er faktisk ved spisebordet, hvor vi har det skønneste kik til søen, smiler Frederikke.

    Byen har det, familien behøver i forhold til indkøb, kommunale tilbud og infrastruktur, og meget har de først lært efter, at de er flyttet til. Det er særligt vigtigt for parret, at der er gode tilbud til børn.

    Det har for eksempel været vigtigt for os, at der er cykelsti til skole. Man skal kun krydse ved Gammel Kongevej, hvor der er skolepatrulje, siger Jeppe.

    Parret er overraskede over, hvor godt de er blevet modtaget af naboer og nye relationer. De fik for eksempel hjælp af naboerne, da vandrøret sprang i skurvognen. De oplever også, at naboerne er interesserede i at lære dem bedre at kende.

    Da vi skulle holde rejsegilde, valgte vi at invitere naboerne med. Vi delte invitationer ud  i postkasserne. Det overraskede os meget, at der kom op mod 40 gæster – nogle havde endda taget fri fra arbejde for at besøge os. Det var stort, og det gør meget for fællesskabet, siger Jeppe.

    Frederikkes mor bor i Silkeborg, og når hun skal besøges, tager Frederikke toget. Det er nemmest, og så slipper man for at skulle parkere. Jeppe er fra Mors, og det betyder også noget, at turen hjem til forældrene er kortere, end hvis de havde bosat sig nær Aarhus.

    Her har vi kunnet bygge vores drømmehus til samme pris som et håndværkertilbud uden for Aarhus. Vi har flere venner, der er begyndt at se muligheder i at flytte til Engesvang. Her er der bare mange plusser, og naturen er fantastisk, afslutter parret.